Inspiration

I sommeren 1984 pløjede jeg mig igennem den berygtede Ulysses (1922) af James Joyce og var solgt. Jeg havde taget tilløb med Portræt af kunstneren som ungt menneske (1916), som jeg var meget fascineret af, men den umådelige verden, den katedral af viden, banalitet, komik og sprogmusik, Joyce evnede at forene i sit sublime hvermandsværk, fik mig virkelig til at spile øjnene op i rundetårnsstørrelse. Og har gjort det siden, ikke fordi den er helt igennem upåklagelig (upåklagelige bøger er kedelige), eller fordi jeg bilder mig ind at kunne redegøre for enhver detalje i den, men fordi den er en af de mest stimulerende læseoplevelser, jeg har haft. Og morsomste.

Det samme gælder hans senere på det nærmeste helt uigennemtrængelige, men stærkt lattermilde galmandsværk Finnegans Wake (1939) – måtte jeg kun tage én bog med på en øde ø, ville det være den. For her har vi virkelig allspace in a notshall.

De første ”tekster”, der for alvor gjorde indtryk – og som jeg stadig sætter aldeles højt – er James Bond-filmen Lev og lad dø, Hitchcocks Menneskejagt og en god håndfuld Rolling Stones-sange (den fantastiske promotionvideo til Angie var det første, jeg så – og de første akkorder til Jumping Jack FlashGet Yer Ya Yas Out var noget nær en religiøs oplevelse (teksten til It Won’t Take Long fra den nye, glimrende A Bigger Bang kunne Aarestrup i øvrigt ikke have gjort bedre).

Megen stor litteratur kunne naturligvis nævnes, men jeg vil nøjes med at fremhæve de efter min mening to stærkeste nulevende forfattere (stik dem nu bare en Nobelpris hver): den canadiske lyriker Anne Carson (på dansk findes Vandveje og Røds selvbiografi) og amerikaneren Thomas Pynchon, der bl.a. har skrevet de senest 50 års måske bedste roman, den korte, men overrumplende og sublime Katalognummer 49 udbydes.