Faderskabsdigte

digte, 2008
P

Jørgen Johansen, Berlingske Tidende:

”Jan Thielke får faderrolle og digterord til at hænge overbevisende sammen”
P

Louise Thorsted, Alt for damerne:

”giver stemme til de tavse mænd”
P

Katrine Lykke Graugaard, Stern und Spielplatz:

”en på én gang banal og genial undersøgelse af, hvordan det egentlig føles at blive og være far.”

Faderskabsdigte (2008)

88 sider, Lindhard og Ringhof

Omslag: Erling Lynder med illustration af Thomas Kluge: Fire farver, 1999.

Faderskabsdigte

Faderskabsdigte (2008) følger et faderskab fra undfangelsen til barnets 18. år . Digtcyklussens 33 digte ligger i naturlig forlængelse af Jeg er familie (1998),  men helheden er umiddelbart  langt enklere og mere hverdagsnær.

Vi har mange digte om mødre og børn i dansk litteratur. Og digte fra digteres egen barndom. Men digte, der tematiserer faderskabet indefra, er der mildt sagt længere i mellem.

Faderskabsdigte prøver at beskrive den bevidsthedsudvidelse og dannelsesrejse, det at blive far er. Uden at glemme at man samtidig indskriver sig blandt de uundgåeligt fejlbarlige. En for en opdager man sine begrænsninger. I starten ser børnene dem måske ikke, men man registrerer dem selv. Og som børnene vokser op får de et vågent øje for dem. Og for flere end, man var sig bevidst.

Man bliver uundgåeligt relativist. Og man kommer uundgåeligt til at se sine forældres opdragelse i et nyt og mere relativt lys.  Fra opleve sig som slutpunktet i en slægt på vej mod nye horisonter, oplever man sig pludselig også som bindeled, for slægten og for den kultur, man er en del af. På godt såvel som ondt.

Tre faderskabsdigte:

Så blev også faderen født

Så står de der, øjnene. Som fiksstjerner
nat og dag.
Åbne og lukkede.

Og som ustyrligst drømmende stolthed
i hver eneste
af mine celler:

Der blev lys.

(s.17)

Jeg er ikke din far

Venner var vi – og uadskillelige
men du fulgte ikke med:
Først fik jeg en søn.
Så en til.

Og nu er der gået to år.
Og det er stadig det samme:
Jeg har lært at skifte mine børn.
Jeg har lært at bade dem.

Verden er blevet stor og gammeltestamentlig.
Du kan bortforklare det i timevis.
Du kan file mine negle.
Du kan gøre hvad du vil

men det her var vores sidste øl sammen.

(s. 35)

Familiesammenkomst før årtusindskiftet

Som barn studsede jeg ikke
over at en onkel kunne mangle en finger.
Jeg studsede over
at han kunne være så uheldig under brændehugning
tre gange.

Men der var ingen anden forklaring.

Nu er min far død.
Nu er det mig
der beder os fri
for det chok, det er
at min fars bror
står foran den japanske kirsebær
og finder tiden moden
til at sende sine billeder
fra Frikorps Danmark rundt.

(s.41)

P

Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad:

”Særdeles forfriskende … vi har at gøre med en fortræffelig stilist, der får skrevet en mængde psykologiske og eksistentielle facetter frem i et spændingsfelt mellem finurlig ironi og hjerteskærende tragik.”
P

Jens Hjøllund, DBCs lektørudtalelser:

”tematiserer dette at være “udleveret” til faderrollen på en måde som sjældent er set skildret på tilsvarende måde i dansk litteratur. På én gang genkendeligt og intimt og med stilistisk og litterær distance og perspektiv”