Jeg er familie

digte, 1998

Jeg er familie.

Gyldendal, 1998.
Omslag: Lotte Bruun Rasmussen

Jeg er familie

Jeg er familie er en digtsamling om fædre. Fædre og sønner. Om det patriarkalske i stumper og stykker. I 23 digte.

Jeg er familie udspringer af en undren over, at det fædrene perspektiv var så fraværende, som det var i Nat efter nat, selv om jeg, mens jeg skrev digtene i den, for længst var fuldbefaren familiefar.

Det paradoks gik op for mig, da jeg i juli 1994 skrev det digt, der kom til at strukturere digtsamlingen, nemlig ”Den sociale arv”. Et digt, der udsprang af et pludselig  – syntes jeg – Brutus-agtigt blik, min ellers så kærlige ældste søn sendte mig.

Arbejdstitlen var ”Dansk Caesar” inspireret af Iggy Pops ”American Caesar” (1993), men også af N.F.S. Grundtvig, der lod sin kristendom omplante i dansk jord. Jeg fandt Julius Caesar interessant som ”model” en tematisk digtsamling, fordi han som skikkelse dels var indbegrebet af det patriarkalske, men også rummede mange nærmest moderne facetter. De fædre, de ”Caesarer”, der indgår i bogens familiealbum kan også være historiske landsfædre eller  religiøst inventar. Almindelige og abstrakte fædre side om side.

Midt i det lange arbejde på digtsamlingen fik min far konstateret kræft og døde efter et langt, fortumlet sygdomsforløb, hvor alskens dårligdom greb om sig. Nogle af bogens temaer fordoblede sig på skræmmende vis i virkeligheden.

Jeg er familie udkom den 17. Marts 1998. På et-årsdagen for min fars død, og den er naturligvis tilegnet ham.

LIGFALD

Græsstråets knæk. Skyernes skarptskårne mørke
– og lyset ind imellem:
Stedet tørner imod med et brag og åbner.
Øjnene overalt.

Skygge for skygge, ansigterne er på vej
bort,
altid bort: Mod badebroen og mit ligfald. Brat.
Hvor er du, Nikomedes?

Vore hære er i opløsning.
Jeg rykker b4-b5 og du
burde rykke Sf4-d3,
men jeg ved ikke, Nikomedes, du er her ikke,

og solen rammer hårdt, og de har set fråden, men skygger igen.
Se. Mine hovedhår er talte,
og jeg har lagt mig. Ssch!
Stedet er åbent og vælger de blideste folder.

Det er sandt.
Hjemme underholdt man mig måske nok
med tyngdekraft og mit slægtskab,
men først nu mærker jeg det,

nu hvor jorden,
nu hvor Venus trænger op gennem mig
og er.

(Jeg er familie, s. 19)

I ELEVATOREN

Etagerne rømmer sig
på vej ned
i det stædigst voksende ekko.
Et blink er kastet.

Elevatoren.
Elevatoren stopper på hver af de fem etager,
trægt glider dens døre
til side.
I slowmotion: Den stopper
med ilten brusende ud.

Ilten bruser ud, som susende løv.
Ingen træder ind.
Gangene er tomme,
lyden af trin er væk.
Ingen står med ordene for det.
Ingen har trykket på knapperne
hele vejen ned.
Ingen trækker vejret ubesværet der.

Nede i foyeren tager et egern imod.
Det har smagt sin morfin
og dirigerer en tom elevator fuld af orme,
op.

Op i kronen.

(Jeg er familie, s. 52)

DEN SOCIALE ARV

Rådvildt.
Himlen eksploderer af laurbær og endeløs triumf.
Og den 23. gang
vender du, min søn, øjnene op

og skærper deres kærlighed.

(Jeg er familie, s. 54)

P

Michael Halskov Christesen, Politiken:

“Som læser hvirvles man ind i ord. Sansninger og refleksioner løber sammen, og man ved, ligesom jeg’et, ikke hvad der er op eller ned, men man er fuld af forundring, nysgerrig og tændt.”

P

Jens Henneberg, Ålborg Stiftstidende:

“En fascinerende digtsamling, der beskriver dybtliggende psykiske lag i vældige billeder.”

P

Liselotte Wiemer, Berlingske Tidende:

“Det er en søgende, sammensat digtsamling, der vil meget og tør sætte af på sprogets og symbolets yderste grænser – og som når et langt, langt stykke af vejen. Først og fremmest fordi den så at sige i én streg tegner en universel familiekrønike og samtidig på arkæologisk vis »med skovl, teske, tandbørste« kommer ind i gravhøjene og undersøger det konkrete materiale. »Jeg er familie« er ikke kun aftenkaffe og bleskift.”