Jørgen Johansen, Berlingske Tidende:
Louise Thorsted, Alt for damerne:
Katrine Lykke Graugaard, Stern und Spielplatz:
Faderskabsdigte (2008)
88 sider, Lindhard og Ringhof
Omslag: Erling Lynder med illustration af Thomas Kluge: Fire farver, 1999.
Faderskabsdigte
Faderskabsdigte (2008) følger et faderskab fra undfangelsen til barnets 18. år . Digtcyklussens 33 digte ligger i naturlig forlængelse af Jeg er familie (1998), men helheden er umiddelbart langt enklere og mere hverdagsnær.
Vi har mange digte om mødre og børn i dansk litteratur. Og digte fra digteres egen barndom. Men digte, der tematiserer faderskabet indefra, er der mildt sagt længere i mellem.
Faderskabsdigte prøver at beskrive den bevidsthedsudvidelse og dannelsesrejse, det at blive far er. Uden at glemme at man samtidig indskriver sig blandt de uundgåeligt fejlbarlige. En for en opdager man sine begrænsninger. I starten ser børnene dem måske ikke, men man registrerer dem selv. Og som børnene vokser op får de et vågent øje for dem. Og for flere end, man var sig bevidst.
Man bliver uundgåeligt relativist. Og man kommer uundgåeligt til at se sine forældres opdragelse i et nyt og mere relativt lys. Fra opleve sig som slutpunktet i en slægt på vej mod nye horisonter, oplever man sig pludselig også som bindeled, for slægten og for den kultur, man er en del af. På godt såvel som ondt.
Tre faderskabsdigte:
Så blev også faderen født
Så står de der, øjnene. Som fiksstjerner
nat og dag.
Åbne og lukkede.
Og som ustyrligst drømmende stolthed
i hver eneste
af mine celler:
Der blev lys.
(s.17)
Jeg er ikke din far
Venner var vi – og uadskillelige
men du fulgte ikke med:
Først fik jeg en søn.
Så en til.
Og nu er der gået to år.
Og det er stadig det samme:
Jeg har lært at skifte mine børn.
Jeg har lært at bade dem.
Verden er blevet stor og gammeltestamentlig.
Du kan bortforklare det i timevis.
Du kan file mine negle.
Du kan gøre hvad du vil
men det her var vores sidste øl sammen.
(s. 35)
Familiesammenkomst før årtusindskiftet
Som barn studsede jeg ikke
over at en onkel kunne mangle en finger.
Jeg studsede over
at han kunne være så uheldig under brændehugning
tre gange.
Men der var ingen anden forklaring.
Nu er min far død.
Nu er det mig
der beder os fri
for det chok, det er
at min fars bror
står foran den japanske kirsebær
og finder tiden moden
til at sende sine billeder
fra Frikorps Danmark rundt.
(s.41)