Erik Skyum-Nielsen, Information:
“Her besynges en henrykkelse, en sanselig forvildelse og sindets galskab, der, som det hedder, overdøver enhver indvending, ikke tåler udsættelse, ikke kender til fortrydelse.”
- Lars Bukdahl, Weekendavisen:
“… Thielke (er) mand for at knalde betydningsviltre og klangvirtuose linier af, der simpelthen siger spar to.”
Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad:
“Jan Thielke er en digter, hvis egensindige håndtering af de poetiske former og formsprog er både fascinerende og original.”
Ånden er over os.
Gyldendal, 2005.
Omslag: Harvey Macauley/Imperiet.
Ånden er over os
Ånden er over os er et tumultarisk langdigt som foregår mellem snaps, hashtåger og Bond-agtige vandski i en eller flere pinser engang eller her og nu – til lands, til vands og i luften. I ekstase midt i livet og efter døden.
Ånden er over os er en guddommelig kommedie i et stykke pur dansk forsommer med diskrete helvedeskredse og en bevægelse i tre faser frem mod berusende lys.
Ånden er over os er tumultarisk, men samtidig stramt komponeret. Den består af 11 kapitler med 11 cantos i hver og 11 vers i hver canto.
Hvis Nat efter nat med sit førforælderlige perspektiv er ”sønnen” og Jeg er familie med sit faderlige er ”faderen” er Ånden er over os ”helligånden” i den verdslige treenighed, de tre samlinger udgør.
6 cantos fra kapitlet ”Land ho!”
XVII
Hvor var du? Hallo? Hallo? Søgelyset
har brændinger
og undersøgelsesdomstole tændt under vores trædepuder:
Jeg er stakånd og lodder og trisser og husker ingenting.
Vi synker
og bliver liggende deroppe som fjerne tunger, klirrende
i koppernes ører.
Vi er lige skæve, lige væk, lige lig
på skift og forsikringer og mascara der ikke dækker.
Du er en klar kyst
mens Grandmama surrer kaffe og kage fast til sit raseri
XVIII
og dit bortvendte øje. Som skifter og modtager. Nu. Om lidt.
Hallo? Hallo?
Vi er rene tavler! Rene negle! Strandvaskere!
Sarte engle
på mørknende polaroider
i din flittige pung, Papa!
Ål i hver en strømpe! Ophovnet slendrian på stranden: De damer! De herrer!
Myrter riet ind i ratslør og brændingens pas:
Vi slog rod i røgen af mørkt stof og vigende syn
lige i synet.
Indædt haler øjets blå ind på torskeflab og fjæsing.
XIX
Åhr! Vi trækker hele tiden i land, gør vi. Vi
lå i luften
tilstødt
som gyldne byger og forpuppet utopi — uroligt
som små
senile fedesvin
i lage. Som blå
speedbåde der dier utålmodigt af deres mole
— de gnaver og vil ud, ud
gnaver grå pubeshår frem af korslagte reb.
Holy Moses! Snart skal også du til kurveflet!
XX
Og vi vil fandeme vågne hvor som helst…
Vi var tiltale…
Forsyn…
Sart sødme og lyssky eventyr, hæ! Og ratifikation
af de elvertunger vi haver
til at eksplodere
i forhærdede barnekinder.
Stille, helt standset er dit blik
mens bølgerne støder til og bladrer rundt og rundt og rundt
i vores balanceakter.
Agterude stod månen og bøjede sig over påhængsmotoren og hev
XXI
et brøl frem og løsrevne krybbespil og blankochecks
under bimlende
masteafald med kun kun kun
fralandsvind
tilbage i lungerne.
Skuldertræk… Kuling! Storm! Dræbende ungdom
i dine hvide knoer, cunt.
Hurtigere. Hurtigt. Hårdt
bliver det mørke vand
som vugge dybt
under borede pupiller og bærer.
XXII
Castor! Pollux! Oppe på skift. Men skiftinger er vi også
hanket op i
for enden
af massive tunnelsyn og despekt! Vi vokser bort
i stadigt stirrende acceleration
med fjorden i knæ
og oceaner og revler og skummende krat
på hugst
men under vandskiene, menneske! Og fluks: med pister væk
og ned
i buketter af sprøjt og vand ind og ikke mere luft.
(Ånden er over os, s. 27-31)
Kamilla Löfström Kristensen, Ekstra Bladet:
“Livsappetitten ligner F.P. Jacs, og det er bare at læske og mæske sig i spiritus og delikatesser, før vi bliver “sole, der virkelig danser”
Birgitte Steffen Nielsen, Standart:
”Samlingen, som hermed anbefales varmt, bør trods størrelsen indtages i én mundfuld. For selvom sproget bobler af overskud på mikroplan, er det ikke på hverken versets eller enkeltstrofens niveau, at tingene for alvor sker. Den største bedrift er den måde Thielke holder sine 121 strofer i konstant forskydende dialog med hinanden og med det hav af andres tekster, der er vævet ind i teksturen som netop gloende tunger.”